Vores Hunde

DKCH KBHVV19 DKVV19 DKVECH KLBCH Coeur-Ami Ulysses Blue

Til dagligt kaldt Kenzo.

Reg. Nr: DK07357/2011
FCI NHAT-testet og mentaltestet.
HD: A, AD: 0

Kenzo er født den 26. april 2011 og er vores dejlige hanhund. Der er ikke rigtig nogen belgier som Kenzo, og vi er i tvivl om, hvorvidt han egentlig ved, at han er en belgisk hyrdehund. Kenzo er nemlig så utrolig rar og glad for alle mennesker. Han er enormt sympatisk af en hund at være, og har man en nervøs eller skræmt lille hund, går han til dem med en sjældent set forsigtighed. Heldigt for vores hvalpekøbere har han givet sit gode og kærlige sind videre til alle sine hvalpe. Selv efter at have rundet de 10 år er han stadig frisk og fræk som altid, og kan sagtens følge med de unge lidt endnu.

Indiana Black z Kovarny

Til dagligt kaldt Indy.

Reg.nr: CMKU/BOG/6477/13
HD: A, AD: 0

Indy er født den 1. marts 2013 i Tjekkiet, hvor vi hentede hende to måneder efter på Kenzos fødselsdag. Hun er ud af en intervariant parring mellem en groenendael og tervueren, og begge hendes forældre er højt præmieret. Herhjemme er Indy enormt kærlig – en rigtig hyggehund. Efter en skade da hun var ganske ung er hun dog blevet en hund, som vælger sine venner med omhug. De mennesker hun vælger, får dog hendes uforbeholdte kærlighed, og hun elsker at blive nusset af dem hun holder af. På træningspladsen er hun meget førerfikseret og arbejdsivrig, og Stine træner i øjeblikket Rally med hende. Derudover er Indy rigtig glad for en god løbetur!

DKCH Kimbervinder2021 Kenziana Black Aurora

Til dagligt kaldt Aura.

Reg.nr.: DK19779/2017
FCI NHAT-testet og mentaltestet.
HD: A, AD: 0
Øjenlyst: Fri, men desværre påvist Pannus (kronisk hornhinde betændelse).

Aura er husets store baby. Efter vi havde vores første kuld i vinteren 2017 valgte vi at beholde Aura. Hun er skør, fjollet og social som hendes far, og smuk og nusseglad som hendes mor. Man kan ikke gå forbi Aura uden, at hun forventer et klap på maven. Hun blev i 2021 dansk champion og har flere BIR bag sig.

Audry

Til dagligt kaldt Dea.

Reg.nr.: DK05942/2022

Dea er husets nye baby og datter af Kenziana Black Arete (Tess) og Casabolstad’s Arkin. Da Aura ikke vil indgå i avl på grund af hendes øjensygdom, har vi valgt at føre linjerne videre gennem Dea – omend det først bliver om nogle år. Hun er den frækkeste og gladeste lille hvalp, der tager det meste i stiv arm. På den måde minder hun utroligt meget om sin bedstefar, Kenzo.